Follow by Email

torsdag den 2. november 2017

Et blankt stykke papir

Jeg er blevet husejer! Tænk engang. Jeg har i lang tid været træt af de begrænsninger, som det har at bo til leje. Og da mine forældre stod i den situation at de måtte af med deres to katte, som teknisk set er mine katte, på grund af allergi i familien tog jeg altså den kæmpestore beslutning at købe hus på egen hånd. Nu står jeg med et dejligt hus og en 991 m2 stor grund i en lille, hyggelig landsby tæt på Aalborg. Grunden har nogle rigtigt gode rammer, men ellers er den som et blankt stykke papir. Hvor herligt. Jeg er fuld af drømme og jeg kan næsten ikke vente til foråret, hvor jeg for alvor kan gå i gang. Men ventetiden er nu sød. Der skal rigtigt lægges planer og laves en liste med projekter og ønskelister til planter. Grunden skråner lidt, så det kommer til at give nogle sjove udfordringer.
Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang for alvor, men disse planter fra min tidligere krukkehave skal enten graves ned eller beskyttes mod frosten inden det bliver alt for koldt. Roserne og stauderne i krukker skal nok klare sig, men de stauder og min Røsnæs figen som blev gravet op før flytningen fra min lejlighed skal i jorden før det bliver alt for koldt. Og forhåbentligt klarer de deres første vinter i haven uden problemer.
Farvel til gårdhaven i Hobro Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg skulle vente med at købe nyt indtil næste år. Men jeg kom til at gå forbi tilbudshylden i Bilka på vej efter mere maling og universalspartelmasse..
Og kattene har vist også godkendt haven..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar